Gode råd om hjemmearbejde

Erhvervspsykolog Majken Matzau giver 7 gode råd til en effektiv hjemmearbejdsdag. Vi kan forsøgt at supplere og tilpasse rådende til "Odder kontekst", i det omfang det har været relevant.

(rådene er gengivet fra en artikel i Djøf-bladet - hele artiklen kan læses her).

7 gode råd om hjemmearbejde

  1. Få struktur på dagen

    Er du typen, der vågner veludhvilet og er klar til at arbejde igennem i de første morgentimer? Eller skal du bruge lang tid på at varme op, så du reelt først kan arbejde effektivt op af dagen? Find ud af, hvordan din dagsrytme passer sammen med at være produktiv – og læg så vidt muligt arbejdet til rette, så du får mest muligt fra hånden og holder et nogenlunde fast skema hver dag, så arbejde og fritid ikke blandes sammen i en pærevælling. Hvis du skal deltage i faste møder med dine kolleger og chef, fx via Starleaf, må du selvfølgelig lægge dagen til rette efter det.

  2. Sørg for en fast arbejdsplads

    Du skal helst have en fast arbejdsplads, som du kan få et personligt tilhørsforhold til, hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Det bedste er selvfølgelig at kunne sidde i et værelse for sig selv, men hvis din bolig ikke giver mulighed for det – måske fordi I er to eller flere med hjemmearbejde – kan et head-set og måske musik i ørerne være med til at skaffe arbejdsro. Tænk også på, hvordan din arbejdsplads ser ud, hvis du skal deltage i et videomøde via fx Starleaf, og om der er generende baggrundsstøj.

  3.  Udnyt teknologien

    Hvis du har mulighed for at få en docking-station og måske en stor skærm til computeren, er det også en fordel, som giver dig en bedre arbejdsdag. 
    Følg de retningslinjer vi har i Odder om anvendelse af KMD-NOVA og andre platforme, der giver mulighed for at dele dokumenter.
    Brug Starleaf til videomøder, så du kan være i kontakt med dine kolleger og andre du samarbejder med - på OdderIntra kan du finde en vejledning til download af Starleaf.

  4. Skift mentalt til ’arbejds-mode’

    Når du sidder hjemme, og familien – inklusive hund eller kat – er lige omkring dig, kan det være noget af en udfordring at blive klar til at arbejde. Derfor må du lære at skifte mentalt til ’arbejds-mode’. Og her anbefaler eksperterne, at man skifter fra joggingtøj til arbejdstøj i stil med det, man kunne finde på at møde op i på en ’rigtig’ arbejdsplads. Og så er det en god ide at passe fast mødetid og gå-hjem-tid, som om man gik på arbejde på en almindelig arbejdsplads.

  5. Undgå fysisk og psykisk stress

    For at undgå stress og en følelse af at være socialt isoleret er det vigtigt at være i kontakt med dine kolleger – og det rækker ikke at droppe dem en e-mail fra tid til anden. Du er nødt til at finde tid til small talk eller noget andet, der kan erstatte den daglige hyggesludder ved kaffemaskinen. Sæt tid af til en kort samtale og helst på video via Starleaf, så du kan styrke de sociale relationer. Det holder jeres team mentalt i form, og du kan bedre følge med i, hvad de andre arbejder med.

  6. Hold fysikken i orden

    Sørg for at holde dig fysisk i form. Stå op frem for at sidde ned i en time. Eller lav nogle strækøvelser. Gå dig en tur om morgenen eller tag en løbetur. Eller læg en gå- eller løbetur ind i frokostpausen. Når man begynder at arbejde hjemme, er det en risiko, at vægten kryber op ad, da man ikke brænder kalorier af ved at transportere sig frem og tilbage fra arbejdspladsen. Derfor er det ekstra nødvendigt at planlægge motion.

    Få inspiration til træning hjemme i videoer fra Odder Kommunes træningscenter:

    Øvelser med Tine, når du arbejder hjemme ved skærm

    10 minutters hjemmetræning med Jarno 

    I denne tid, hvor alle "kontorarbejdspladser" nok ikke er indrettet med hæve-sænkeborde, er det ekstra vigtigt at forebygge smerter i nakke og skuldre. På Arbejdstilsynets hjemmeside findes en række øvelser, som kan laves med træningselastikker - se dem her.

    På Sundhed.dk kan du finde øvelser, der kan laves uden træningselastikker - se mere her.

    Sørg også, så vidt muligt, for at skifte arbejdsstilling, og find muligheder for at stå op og arbejde.
    (hos HR Chefkonsulent Ulla Salling, er køkkenbordet fx. blevet taget i brug, når der skal arbejdes stående ved den bærbare pc - med behørig hensyntagen til hygiejne og rengøring selvfølgelig :-))

  7.  Gør noget ud af frokosten

    Det er en rigtig dårlig idé at spise frokost ved skrivebordet, selv om man arbejder hjemme. Brug hellere frokostpausen på at gå en tur og få lidt motion. Men sørg for at holde god afstand til andre, så du ikke bliver smittet eller smitter dem, du møder på vejen. Efter gåturen vil du føle dig mere kreativ og fokuseret, fordi du er kommet hjemmefra og har fået noget frisk luft.