Politik for røg- og nikotinfri arbejdsplads

Odder kommune ønsker at fremme sundheden for borgere og ansatte. Derfor er Odder kommune en røg- og nikotinfri arbejdsplads. Det betyder, at de ansatte ikke må ryge eller indtage andre nikotinprodukter i arbejdstiden og på matriklerne på Odder kommunes arbejdspladser. 

Nikotin- og rygeforbuddet gælder også borgere, gæster, eksterne håndværkere og andre besøgende på de kommunale arbejdspladser.

Fra 1. april 2025 er der sket en ændring af Bekendtgørelse af lov om røgfri arbejdsmiljøer, således at elektroniske cigaretter og opvarmede tobaksvarer sidestilles med almindelige cigaretter. Vores politik dækker allerede alle nikotinprodukter, men ændringen i lovgivningen medfører, at brug af elektroniske cigaretter og opvarmede tobaksvarer ligeledes omfattes af reglerne for rygning på plejehjem, døgninstitutioner, botilbud og lignende institutioner.

Desuden betyder det, at det – som en forudsætning for at modtage en offentlig serviceydelse i form af personlig og praktisk hjælp – kan pålægges beboere i private hjem, at der ikke anvendes elektroniske cigaretter eller opvarmede tobaksvarer i det tidsrum, hvor personalet opholder sig i boligen.

Undtagelser og særlige forhold
I forbindelse med kurser og tjenesterejser med overnatning betragtes arbejdstiden som værende den almindelige normtid for den enkelte ansatte.

Særligt om arbejde i private hjem, hvor borgeren ryger.

Der henvises til pjecen ”Borgerens hjem som arbejdsplads”.

Sanktioner

En overtrædelse af rygeforbuddet kan få ansættelsesmæssige konsekvenser.

Det skal altid være en konkret, individuel vurdering, hvordan en overtrædelse af rygeforbuddet sanktioneres. Overtrædelse af forbuddet første gang vil normalt medføre en påtale. Ved gentagelse kan overtrædelse medføre en advarsel eller afskedigelse.

Nikotin- og rygestopkursus

Odder kommune tilbyder gratis nikotin- og rygestopkursus til alle ansatte. Kurserne varetages af Odder Kommunes Træningscenter i Vitapark. Læs mere om kurserne og tilmelding her.

Ikrafttræden og evaluering

Politik for røg- og nikotinfri arbejdsplads er vedtaget af HovedMEDUdvalget den 12. december 2024 og træder i kraft pr. 1. januar 2025.
Politikken er en udvidelse af den tidligere rygepolitik, således at den nu omfatter alle nikotinprodukter - dog undtaget produkter til medicinsk brug. 

Hent Politik for røg- og nikotinfri arbejdsplads som pdf.