Seniorbonus gældende fra den 1. januar 2025

Der er i forbindelse med overenskomstforhandlingerne 2024 centalt aftalt en ret til seniorbonus for månedslønnede ansatte inden for følgende grupper:

 

  • Pædagogisk personale, daginstitutioner/klub/skolefritidsordninger
  • Pædagoger på det forebyggende og dagbehandlende område
  • Pædagoger i særlige stillinger
  • Pædagogisk personale i dagplejeordninger
  • Dagplejere
  • Pædagogisk personale, døgninstitutioner mv.
  • Social- og sundhedspersonale

 En månedslønnet ansat inden for de oplistede grupper opnår ret til seniorbonus svarende til:

  • 0,94 pct. af medarbejderens sædvanlige løn i det kalenderår vedkommende fylder 58 år
  • 1,41 pct. af medarbejderens sædvanlige løn i det kalenderår vedkommende fylder 59 år
  • 1,88 pct. af medarbejderens sædvanlige løn fra det kalenderår vedkommende fylder 60.

 

Seniorbonussen udbetales ved den førstkommende lønudbetaling efter kalenderårets udløb. Retten til seniorbonus for et kalenderår gælder, uanset på hvilket tidspunkt af året, den pågældende tiltræder.

Fratræder den ansatte inden kalenderårets udløb, udbetales en forholdsmæssig seniorbonus i forbindelse med fratræden, svarende til det antal måneder vedkommende har været ansat i kalenderåret.

Den ansatte kan vælge at konvertere seniorbonussen til seniordage med ret til fravær med sædvanlig løn eller til, at seniorbonussen indbetales som et løbende ekstraordinært pensionsbidrag. 

 

En ansat, der ønsker at konvertere sin ret til seniorbonus til seniordage eller pension, skal give arbejdsgiveren besked herom senest den 1. oktober, året forinden retten opnås. Trepartsaftalens parter har den 9. oktober 2024 aftalt en ny frist for indeværende år. Fristen er derfor nu den 1. december 2024. 

 

Medarbejderen træffer valget for et år ad gangen.

 

Såfremt den ansatte ønsker at konvertere hele eller dele af den nævnte seniorbonus til seniordage, kan denne konverteres, således at en seniordag udgør værdien af 0,47 pct. af medarbejderens løn og særydelser, der er pensionsgivende. 

Seniordage kan afvikles som hele eller halve dage. Seniordage kan afvikles i timer, såfremt der indgås aftale herom. Det kan på arbejdspladsen drøftes, hvordan seniordage afvikles.

Såfremt der i de enkelte overenskomster er aftalt supplerende seniorbonus, kan denne tilsvarende konverteres til seniordage. Dette fremgår af de konkrete overenskomster og er ikke medtaget i denne orientering.

Den ansatte skal tidligst muligt varsle, på hvilket tidspunkt den ansatte ønsker at holde sine seniordage. 

Arbejdsgiveren skal imødekomme den ansattes ønske, medmindre arbejdets udførelse hindrer dette.

Ikke afholdte seniordage bortfalder ved kalenderårets udløb, medmindre de aftales overført til det efterfølgende kalenderår. 

 

Hvis det ikke har været muligt for den ansatte at planlægge og afvikle sine seniordage i kalenderåret, fordi arbejdsgiveren har afvist at imødekomme tidspunktet for afholdelse, overføres ikke-afholdte seniordage til det efterfølgende kalenderår.

Ikke afholdte seniordage i et kalenderår udbetales ved ansættelsesforholdets ophør.

Udbetaling af ikke afholdte seniordage sker med 0,47 pct. pr. resterende seniordag af medarbejderens løn og særydelser, der er pensionsgivende, i de seneste 12 måneder forud for den måned, den ansatte fratræder. 

Hvis den ansatte vælger helt eller delvist at konvertere til løbende ekstraordinær pensionsindbetaling, kan værdien af en seniorbonus på 0,47 pct. konverteres til en forhøjelse af pensionsprocenten med 0,4 procentpoint. Fratræder den ansatte inden kalenderårets udløb, stoppes indbetalingen af den ekstraordinære pensionsindbetaling.