Ytringsfrihed – omfang og afgrænsning

Den grundlæggende bestemmelse, som beskriver ytringsfriheden, findes i grundlovens § 77 hvorefter:

”Enhver er berettiget til at på tryk i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”

Denne bestemmelse beskytter som udgangspunkt alle former for ytringer, samt alle former for formidling af ytringer, og samtidig opstiller den et forbud imod censur.

Begrænsninger af ytringsfriheden:

I grundlovens § 77 er afsnittet ”… dog under ansvar for domstolene.” taget med, hvilket dermed giver visse begrænsninger af hvilke ytringer, som kan offentliggøres. En begrænsning vil derfor ligge i, at man ikke lovligt kan fremsætte freds- og ærekrænkende udtalelser.

Rammerne for offentligt ansattes ytringsfrihed:

Udgangspunktet er at offentligt ansatte også er beskyttet af grundlovens § 77, og dermed på egne vegne kan deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige meninger og synspunkter. Dette er også tilfældet angående ytringer indenfor vedkommendes eget arbejdsområde.

Hvis der er risiko for, at offentligheden fejlagtigt vil kunne opfatte en ytring, som udtryk for arbejdsgiverens holdning, skal man, i forbindelse med ytringer indenfor eget arbejdsområde, præciserer, at man ytrer sig på egne vegne.

Begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed:

Ledelsen vil kunne fastsætte regler for, hvem der må udtale sig på myndighedens vegne, og give nærmere retningslinjer for indholdet af sådanne udtalelser.

Det er ligeledes et krav til den offentligt ansatte, at vedkommende ikke ytre sig om tavshedsbelagte oplysninger, eller fremkommer med freds- eller ærekrænkende udtalelser. En offentligt ansat må heller ikke ytre sig i en urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold inden for eget arbejdsområde.

Folketingets ombudsmand har også udtalt, at i helt særlige tilfælde, hvor hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne kan medfører, at der må udvises tilbageholdenhed med at udtale sig.

Justitsministeriet har udgivet denne vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.