Natarbejde

Det kan være udfordrende for helbredet at have nattevagter, og mennesker reagerer forskelligt på manglende nattesøvn. 
Derfor er dialog om, hvordan man mindsker gener ved natarbejde vigtig.

Det er et grundvilkår i nogle brancher at arbejde om natten. For at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø for medarbejdere, der arbejder om natte gælder der en række særligt regler.

Definition af natarbejde

Der er tale om natarbejde, når en medarbejder arbejder mindst 3 timer af sin daglige arbejdstid i natperioden eller har mindst 300 arbejdstimer om natten inden for en periode på 12 måneder.

Natperiode defineres i arbejdstidsloven som et tidsrum på mindst 7 timer, som omfatter tidsrummet mellem kl. 00.00 og kl. 05.00. Medmindre andet er aftalt, er natperioden fra kl. 22.00 til kl. 05.00.

Tilbud om helbredskontrol

Ansatte skal tilbydes gratis helbredskontrol, inden de begynder beskæftigelse med natarbejde, og derefter med regelmæssige tidsrum på mindre end 3 år. Helbredskontrollen er ikke et generelt helbredstjek. Formålet med helbredskontrollen er at forebygge arbejdsbetingede lidelser eller forbedre arbejdsmiljøforholdene.

Personer med en sundhedsfaglig uddannelse kan stå for helbredskontrollen af natarbejdere, men helbredskontrollen skal superviseres af en læge, der kan medvirke ved vurderingen af fx besvarelserne af spørgeskemaerne med henblik på eventuelt behov for lægeundersøgelser.

Helbredskontrol kan også ske ved henvisning til undersøgelse hos egen praktiserende læge. 

Nærmere information om helbredskontrol kan findes på Arbejdstilsynets hjemmeside.

Særligt vedr. gravide

Der gælder særlige regler for gravides natarbejde. Gravide må maksimalt have én nattevagt om ugen for at mindske risikoen for ufrivillig abort og andre graviditetskomplikationer.

Arbejdsgiver har pligt til at omlægge tjenesten hurtigst muligt og senest 14 dage efter kendskab til graviditeten. Der er tale om en beskyttelsesregel, og der er ikke hjemmel til at fravige denne efter aftale – heller ikke selvom medarbejderen ikke ønsker at få omlagt tjenesten. Den gravide medarbejder har ret til at oppebære sædvanlig løn, herunder tillæg for natarbejde selvom tjenesten omlægges.

Den årlige arbejdsmiljødrøftelse

Det er et krav at natarbejde indgår i den årlige arbejdsmiljødrøftelse i de MED-udvalg, hvor det er relevant. Læs mere om arbejdsmiljødrøftelsen her på portalen.

Inspirationsmateriale

KL og Forhandlingsfællesskabet har udarbejdet en række materialer til dialogen om natarbejde. Materialet består af en pjece, et forebyggelseskatalog, en præsentation, to plakater, to fakta-ark og to animationsfilm og giver et samlet overblik over gældende regler, særlige helbredsrisici og praktiske råd, der kan bidrage til et trygt og sundt arbejdsmiljø og arbejdsliv ved natarbejde. Du kan finde materialet her.