Nye regler for hjemmearbejde

Publiceret 29-04-2022

Den 30. april 2022 træder en ny bekendtgørelse om hjemmearbejde i kraft.

Bekendtgørelsen om hjemmearbejde omhandler begrænsninger i anvendelsen af lov om arbejdsmiljø på arbejde, som udføres i medarbejdernes hjem. Med bekendtgørelsen bliver reglerne om hjemmearbejde mere tidssvarende, og der tages højde for, at stadig flere ansatte arbejder hjemme.

Bekendtgørelsen indeholder en præcisering af, hvornår de særlige krav i skærmbekendtgørelsen finder anvendelse. Med de nye regler gælder skærmbekendtgørelsen, når skærmarbejdet på hjemmearbejdspladsen udføres regelmæssigt og mere end to dage om ugen som et gennemsnit set over en måned. De nye regler betyder således, at medarbejdere kan arbejde hjemme to dage om ugen, uden at der stilles særlige krav til indretningen af hjemmearbejdspladsen. 

Med de nye regler indføres også en sammentællingsregel. Sammentællingsreglen betyder, at de særlige krav i skærmbekendtgørelsen også gælder, hvis der udføres skærmarbejde mindre end to dage om ugen på hjemmearbejdspladsen, men der samlet set udføres skærmarbejde mere end to dage om ugen som et gennemsnit set over en måned på både hjemmearbejdspladsen og f.eks. kontorarbejdspladsen. Sammentællingsreglen gælder dog ikke, hvis den ansatte har adgang til en skærmarbejdsplads, som opfylder de særlige krav i skærmbekendtgørelsen, på f.eks. kontorarbejdspladsen.

De nye regler indebærer desuden, at krav til f.eks. udstyr til førstehjælp, inventar og belysning m.v. i forbindelse med hjemmearbejde bliver ophævet. Kravet om procedureudsugning, der gælder, hvis der ved hjemmearbejdet udvikles sundhedsskadelig, røg eller damp, vil fortsat gælde. 

Vi har udarbejdet en nærmere beskrivelse af reglerne i forbindelse med hjemmearbejde her på HR-portalen.

Arbejdstilsynet har i forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen udarbejdet en ny vejledning om hjemmearbejde (At-vejledning D.2.9-3) og en ny vejledning om skærmarbejde (At-vejledning D.2.3-1). 

Samtidig med de nye regler om hjemmearbejde, sker der en præcisering af, hvornår de særlige krav i skærmbekendtgørelsen finder anvendelse. Med de nye regler gælder skærmbekendtgørelsen, når skærmarbejdet på hjemmearbejdspladsen udføres regelmæssigt og mere end to dage om ugen som et gennemsnit set over en måned. Man kan læse mere herom i AT-vejledningen om skærmarbejde.