Ifølge arbejdsmiljøloven er det lederens ansvar at tage hånd om det psykiske arbejdsmiljø, men princippet bag IGLO er, at vellykkede forandringer i det psykiske arbejdsmiljø bedst opnås, hvis indsatsen understøttes på alle fire niveauer.
I kan benytte IGLO-arket til at fastlægge konkrete opgaver og handlinger, der kan forbedre jeres trivsel på arbejdspladsen. I kan downloade IGLO-arket her.
Sådan bruger I IGLO-arket
IGLO-arket har fire felter for hvert af IGLO’ens fire niveauer: Individ, Gruppe, Ledelse og Organisation. Organisation skal her forstås som arbejdspladsens politikker, rammer og vilkår.
I skal bruge arket i en fælles dialog, hvor I diskuterer, hvad man på de enkelte niveauer kan gøre for at forbedre trivselen. I kan eventuelt beslutte at tage udgangspunkt i et særligt tema. Skriv forslagene til hvad der kan gøres på de enkelte niveauer ind i IGLO-arket. Noter hvem der skal gøre hvad og også gerne hvornår.
Arbejdet med IGLO-arket bør indgå i en egentlig trivselsproces, hvor der bliver fulgt op på de handlinger, I kommer frem til.