LokalUdvalg - Før, under og efter

Nedenfor er beskrevet, hvordan LokalUdvalgene (LMU) kan planlægge processen omkring trivselsmålingen på arbejdspladsen. Den beskrevne proces skal ses som inspiration til arbejdet med trivselsmålingen. Det er vigtigt, at planlægningen tilpasses den enkelte arbejdsplads.

En god planlægning skal være med til at sikre, at:

  • Der bliver planlagt en god proces på arbejdspladsen
  • Formålet med trivselsmålingen står klart for alle på arbejdspladsen
  • Alle kender deres rolle og ansvar i processen
  • Der udvikles og fastholdes et anerkendende og tillidsfuldt miljø, hvor alle er trygge ved at skulle give og modtage feedback
  • Der er tydeligt fokus på opfølgning på resultaterne af undersøgelsen

Før

Intern tids- og handleplan
Der er udarbejdet en overordnet tidsplan for gennemførelsen af trivselsmålingen i begyndelsen af 2024. Se tidsplanen her. Ud fra den overordnede tidsplan skal LMU udarbejde en lokal tids- og handleplan, som beskriver processen på arbejdspladsen.

Som en del af den fælles forberedelse afholdes der supplerende arbejdsmiljøuddannelse den 31. januar 2024, hvor ledere og tillidsvalgte også får mulighed for at blive klædt på til opfølgning på trivselsmålingen.
Læs mere om arrangementet og tilmelding på HR-portalen.Arrangementer

Rammer for besvarelse
LMU skal fastsætte rammer for besvarelse af trivselsmålingen på arbejdspladsen. Der skal aftales retningslinjer for:

  • Tid til besvarelse af spørgeskema
  • Hjælp ved sproglige eller skriftlige barrierer
  • Adgang til PC eller tablet på arbejdspladsen til besvarelse af spørgeskema
  • Hjælp til medarbejderne før, under og efter

Information
LMU skal desuden sikre, at alle på arbejdspladsen er informeret om hvem, hvor og hvordan i forbindelse med trivselsmålingen. LMU bør desuden overveje, om det er relevant at drøfte spørgeskemaet med medarbejderne inden udsendelse. Spørgeskemaet kan downloades her.

Under

Motiver til besvarelse
Hvis trivselsmålingen skal bidrage til at skabe udvikling på arbejdspladsen, er det vigtigt, at medarbejderne besvarer spørgeskemaet. Jo højere svarprocent, jo mere validt resultat. Ledere og tillidsvalgte skal i fællesskab motivere og støtte medarbejderne, så flest muligt deltager i trivselsmålingen. Gør det tillokkende at deltage ved at forklare om vigtigheden af deres bidrag samtidig med, at I gør det nemt for alle at deltage. Her har specielt arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten en vigtig rolle.

Svarbarometer
Der vil på HR-portalen være et svarbarometer, der viser både den overordnede og den lokale svarprocent. Tjek det løbende for at se, hvordan svarprocenten ser ud for netop jeres arbejdsplads. Svarbarometeret kan være med til at indikere, om der skal gøres en ekstra indsats for at øge svarprocenten.

Efter

Tilbagemelding på rapporterne
Resultaterne fra trivselsmålingen skal fremlægges og drøftes i LMU og med medarbejderne. Hvis trivselsmålingen skal skabe bedre trivsel, er det nødvendigt, at der skabes rum til dialog og fælles fortolkning af resultatet, og at der handles og følges op. Den videre proces med arbejdet med resultaterne fra trivselsmålingen er forankret i LMU.