På denne side forsøger vi at samle svar på de spørgsmål, der dukker op i forbindelse med trivselsmålingen. Vi udbygger løbende siden, så kan du ikke finde svar på dit spørgsmål, så send os gerne en mail på hr@odder.dk
Er undersøgelsen anonym?
Ja, din besvarelse af trivselsmålingen er anonym. Det betyder, at der kun vil blive dannet en rapport for en enhed/afdeling, hvis der er minimum fem besvarelser.
Anonymitetsgrænsen på fem gælder både for medarbejderes og lederes besvarelse af trivselsmålingen.
Tæller leders besvarelse med i afdelingens resultat?
Lederes besvarelse af trivselsmålingen indgår ikke i rapporten for den enhed, han/hun er leder for, men kun i niveauet over.
Eksempel:
I Dagtilbud Øst vil der som udgangspunkt blive lavet en rapport for hver institution (under forudsætning af, at der er minimum fem medarbejdere i institutionen, der har besvaret målingen). De pædagogiske lederes besvarelse vil indgå i den samlede rapport for Dagtilbud Øst, men ikke i rapporten for institutionen. Hvis minimum fem pædagogiske ledere i Dagtilbud Øst har besvaret trivselsmålingen, vil der desuden blive lavet en rapport for de pædagogiske lederes besvarelse.
Hvordan skal vi forstå "den samlede ledelse"?
På nogle arbejdspladser vil medarbejderne få spørgsmål om arbejdspladsens "samlede ledelse".
Det vil f.eks. gælde på en stor by-skole, hvor der både er en skoleleder og flere pædagogiske ledere. Her vil spørgsmål til medarbejderne om "nærmeste leder" som hovedregel omhandle en pædagogisk leder. Ved spørgsmålene om "den samlede ledelse" er tanken, at man tænker på skolens ledelse som helhed - altså både egen nærmeste leder, øvrige pædagogiske ledere og skolelederen.