Rekruttering

En veltilrettelagt og professionel rekrutteringsproces er afgørende for, at vi får ansat de rigtige medarbejdere til de rigtige jobs.

Et grundigt forarbejde kan derfor ikke undervurderes. Det er en god idé at starte med at udarbejde en tids- og aktivitetsplan for processen.

Download skabelon til detaljeret tids- og aktivitetsplan. Denne anvendes som lederes støtteredskab i forhold til de opgaver, der følger med et professionelt rekrutteringsforløb.

Download skabelon til overordnet tids- og aktivitetsplan, som kan anvendes til information til ansættelsesudvalget om processen.

Stillingsopslag
Alle faste stillinger skal som hovedregel opslås eksternt. Stillinger skal slås op via rekrutteringssystemet Talent Recruiter, og ansøgninger sendes og behandles digitalt via systemet. Stillinger slås altid op på Odder Kommunes hjemmeside og på Jobnet. Derudover er det op til den enkelte leder at vurdere og beslutte, hvor stillingen skal slås op. En oversigt over de forskellige annonceringspakker fra Ofir kan downloades her.

I forbindelse med trepartsaftalen i efteråret 2023 blev parterne enige om en målsætning om, at offentligt ansatte arbejder på fuldtid, og at omfanget af deltidsarbejde skal nedbringes væsentligt, så den samlede beskæftigelse stiger.

Kommunerne skal derfor allerede fra årets begyndelse slå alle ledige stillinger op på fuldtid. 

Ovenstående gælder udelukkende for stillinger inden for sundheds- og ældreområdet, socialområdet samt på dagtilbudsområdet. 

Alle ledige stillinger, hvor ansættelse sker på en kommunal institution inden for et af de ovennævnte områder, er omfattet. Kravet er ikke begrænset til stillinger, hvori der udføres borgernære opgaver.

Omfattet er eksempelvis (ikke udtømmende) sygeplejersker, social- og sundhedspersonale, pædagogisk personale, ergoterapeuter, fysioterapeuter, ernæringsassistenter, husassistenter, rengøringsassistenter, administrativt personale og servicepersonale, i det omfang stillingen henhører under sundheds- og ældreområdet, socialområdet eller dagtilbudsområdet.

I forbindelse med opslag af lederstillinger skal der i annoncen henvises til Odder Kommunes Ledelsesgrundlag. Ved rekruttering til visse lederstillinger yder HR-teamet konsulentbistand til rekrutteringsprocessen.

Læs mere om stillingsopslag.

Ansættelsesudvalg
Der skal i forbindelse med rekruttering altid nedsættes et ansættelsesudvalg, der sikrer medarbejdernes indflydelse i processen. Særligt for skole- og dagtilbudsområdet gælder endvidere, at skole-/forældrebestyrelserne har krav på indflydelse i forbindelse med ansættelse af ledere og medarbejdere. Reglerne herfor er nærmere beskrevet i Folkeskolelovens § 44 og i Dagtilbudslovens § 15.

Ansættelsesudvalgets opgave er at bidrage med forskellige perspektiver i rekrutteringsprocessen og rådgive lederen forinden denne træffer beslutning om, hvilken kandidat der tilbydes ansættelse.
Det er den ansættende leder, der har kompetencen til at beslutte, hvem der ansættes. Det er således ikke et krav, at der er enighed i ansættelsesudvalget, selvom det er at foretrække.

Referencer
Der bør altid indhentes referencer på udvalgte kandidater inden der træffes endelig beslutning om ansættelse. Referencetagningen kan bidrage til at nuancere billedet af kandidaten, og til at be- eller afkræfte tvivlsspørgsmål, som kan være opstået i forbindelse med vurdering af kandidaten i ansøgnings- og samtaleforløbet. Kandidaten skal altid give samtykke, inden der indhentes referencer.

Se gode råd i forbindelse med referencetagning på Væksthus for ledelses hjemmeside.

Der er flere gode råd at hente til rekrutteringsprocessen på Væksthus for ledelses hjemmeside.

Kontakt også gerne HR-teamet for yderligere råd og vejledning.

Læs mere